Kunstens hemmelige rum

Gitte Reinwald: "Dør på klem", 80 x 52 cm. Oliepastel på lærred (udsnit).
Gitte Reinwald: “Dør på klem”, 80 x 52 cm. Oliepastel på lærred (udsnit).

40 kunstnere, der bare ikke kan lade være med at lave billeder og figurer, inviterer inden for til Åbne Værksteder på Østerbro, lige der hvor de arbejder.

Af Lisbeth Tolstrup | Fra Kunstavisen nr. 3, 2013, p. 37.

Det startede som en græsrodsbevægelse, inspireret af initiativer rundt omkring i København, hvor kunstnere under betegnelser som Åbne Døre og Kunstruten inviterede kunder, venner og samlere indenfor i deres værksteder. For at kunne søge tilskud til bl.a. fælles annoncering blev det siden et officielt krav, at de deltagende kunstnere også dannede en forening. På Østerbro lykkedes det i 2005, hvor en lille gruppe samledes under begrebet Kunst2100 med en klar vægtning af kunsten som det primære og stedet betegnet af postnummeret som det sekundære. Den konstruktion viste sig at ramme et stort behov, og selvom medlemmerne spænder fra inspirerede søndagsmalere til professionelle kunstnere på fuld tid, er det lykkedes at styrke helheden, der gennem de senere år bl.a. har stået bag to store udstillinger på Kulturkajen Docken i Nordhavn, afholdelse af Åbne Værksteder og en aktiv dialog ved foreningens jævnlige møder. Bydelen har i forvejen en særlig stemning; der bor mange kunstnere – også inden for andre genrer end billedkunst – ligesom den har sine egne uskrevne regler for idéudvikling og netværksdannelse. Gennem det sidste halve år er antallet af medlemmer i Kunst2100 steget med overraskende fart, og den 1. marts 2013 kunne det annonceres på foreningens hjemmeside, at der nu er 80 medlemmer. Ca. halvdelen har meldt sig til årets Åbne Værksteder og som noget helt nyt har en del af de kunstnere, der arbejder under meget beskedne forhold, valgt at gå sammen om såkaldte pop-up værksteder. De afholdes rundt om i bydelen i tomme butikker og i samarbejde med nogle af de øvrige kulturaktører.

Åbne Værksteder på Østerbro finder sted den 20.-21. april, begge dage kl. 11-17.
Se mere på www.kunst2100.dk

Kunstnere bør fejres lidt oftere


(Foto: Lars Pryds)

Offentliggjort første gang 1992 i: Kunstavisen nr. 5/92. Genoptrykt 1995 i: I Anden Position – Udvalgte skriverier 1980-1995. Forlaget Bogto.

En af mastodonterne i dansk kunstliv, Robert Jacobsen, fylder 80 år den 4. juni. I den anledning er alle sejl sat til for at fejre den gamle kæmpe, der veloplagt deltager i de fleste af løjerne.

“Selvfølgelig kan man sidde og kritisere hele samfundet. Men det ville være noget festligere, hvis samfundet i stedet for ville fejre sine kunstnere lidt oftere”.

Livsvisdom fra et menneske, der har været hele spektret igennem i snart mere end en menneskealder. Robert Jacobsen er blevet lidt rundere med årene, ikke så meget i sine skulpturer, som i korpus og meninger. Ikke at udsagnene er blevet mere tandløse, snarere udformet med den præcision, der kommer af overskud og tilfredshed med at have brugt sit liv på det uundgåelige, nemlig udforskningen af sit eget talent.

Siden Robert Jacobsen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling for godt et halvt århundrede siden, har han gennemarbejdet sit arbejdsområde med den selvsamme uundgåelighed. I tidlige biografier står der lige så nøjsomt at han som billedhugger og grafiker er autodidakt. Til det har mesteren blot en enkelt buldrende kommentar, nemlig at for Vorherre er vi alle cykelsmede. Måske, men ikke med helt den samme gennemslagskraft.

Der er ofte blevet skrevet om Robert Jacobsens enkelte arbejder, lige så ofte krydret med historier om den ene eller den anden smagspaves meninger om en skulpturs udformning eller placering. Uanset de forbigående meninger er hans arbejder at finde blandt de kunstværker i Danmark, der med størst gennemslagskraft har kunnet holde til at blive placeret, betragtet og debatteret i store som små byer.

En grusgrav på landkortet
Det går ikke helt lydløst til at have et bysbarn som Le Gros Robert. Men at der bliver sat pris på ham, hersker der ingen tvivl om. I 1982 blev han hædret som æresborger i Gladsaxe, og i den sidste halve snes år har han været med til at placere byen Egtved på landkortet. Den lille by vest for Kolding kvitterer nu ved at holde et brag af en fest, dels for at fejre Robert, dels for at gøre opmærksom på sin egen eksistens. Så skønt Egtvedpigen har gjort et godt stykke arbejde siden bronzealderen, er det noget festligere at have et styk sprællevende verdenskultur til at bo og arbejde midt i landskabet.

At det ikke er tom snak og leflen det hele, fortæller Tørskind Grusgrav sin egen historie om. På et yderst kommunalt skilt henvises spartansk til en landskabsskulptur. Det er intet mindre end et stykke velkomponenet landart kombineret med en række overvældende store, pompøst udførte og placerede skulpturer. Der har været gjort meget godt benarbejde for at få det projekt op at stå, men at fingeraftrykket og visionen er Robert Jacobsens, hersker der ingen tvivl om.

Selv er han endnu en gang rimeligt uimponeret og tager gerne en sludder på parkeringspladsen foran den lokale Brugs. Det er ikke bekræftelsen, den gamle mand har brug for, nok mere et tilhør til en egn, hvor man sætter pris på ham, som den han er, med berømmelse, særheder, og hvad der ellers hører til. Alligevel glæder det ham, at byen trækker i festtøjet og lader festvin og fyrværkeri markere den runde dag.

Frænderne…
Tidligt i sin kunstneriske løbebane søgte Robert Jacobsen inspiration og viden hos sine arbejdsmæssige frænder. Vilhelm Bjerke-Petersen, Henry Heerup og Asger Jorn nævnes tidligt i karrieren, ligesom dialogen med Richard Mortensen har haft sin betydning. Grupperingeme opstod og splittedes, Linien, Tokanten og Denise René, er alle brikker i det spil, der senere viste sig at være starten på et utroligt pulserende kunstnerisk forløb.

At nogle af båndene så siden er bristede med høje smæk, er vel naturligt, temperamenterne og de kompromisløse personligheder taget i betragtning. Set i bakspejlet nok nødvendige brud og krydsede klinger, men svære at forholde sig til som udenforstående. Til tider med et svagt sug af misundelse over den spændstighed, de stærke gutter har afprøvet hinanden med.

Et helt kapitel for sig skrives omkring tilhør til og brud med så betydelige sammenslutninger som Høstudstillingen, Grønningen og Den Frie, for blot at nævne nogle. Trods tider med lettere støvede fremvisninger må betydningen af de hæderkronede konstellationer ikke underkendes. I forsøget på en efterfølgende afdækning kan det være svært at skelne dialogen fra den konkrete manifestation. Mange af våbendragerne viste sig at være på vej, når bølgerne gik allerhøjest, for umiddelbart efter at springe ud i nye faser. Brydningen viste sig at være en nødvendighed.

Gensyn og fornyelse
En væsentlig del af festlighederne har været undervejs i måneder og hele år. Det gælder flere af de store udstillinger, hvortil der er samlet og lånt værker fra museer, gallerier og enkeltpersoner. Dertil kommer de udstillinger og udgivelser, der er arbejdet op helt fra bunden, enten i form af regulært samarbejde eller ved nyindsamling af ældre arbejder til belysning af retrospektive forløb.

Uanset formen er der nok at tage af, den gode Robert er en flittig person, med nye ideer og tilbud om samarbejde inden for såvel gammelkendte arbejdsfelter som helt nye. Fornemt og livsbekræftende i lyset af den rutineprægede træthed, der kan ramme visse andre kunstnere efter nogle år i vælten. Selvfølgelig er formsproget og udtrykket genkendeligt i de fleste forsøg, alligevel aftvinger det respekt, at der er overskud til at gå nye veje.

Blandt de store udstillinger tælles Glyptoteket og Kunsthallen Brandts Klædefabrik. I forbindelse med sidstnævnte udgives endvidere en bog i samarbejde med Forlaget Rhodos.

På Brandts udgør Robert Jacobsens kunstværker en del af udstillingen, mens en anden del er sammensat af lånte etnografika fra hans store private samling. Dermed bliver det muligt at se, ikke blot nogle få eksempler, men hele serier af kunstværker skabt i andre dele af verden – og for visse objekters vedkommende – i helt andre tidsperioder. Dermed viser Robert Jacobsen en side af sin inspirationsflade, der blotter en interesse og forståelse for væsensforskellige opfattelser og udformninger af begrebet kunst. Myterne og traditionen holdes i hævd, samtidig med, at fascinationen af det nøjsomme billed- og formskabende gøres synligt

De nævnte udstillinger er blot et udpluk af de markeringer, der finder sted rundt omkring i landet. Så det ender nok med, at den gamle kunstner får medhold i sin udtalelse om, at kunstnere bør fejres – og det bliver han så. Til lykke Robert!

Kommentar i genoptrykket:
Fødselsdagsportrættet er udsprunget af en anmeldelse, jeg tidligere havde skrevet. Billedet af interviewet står endnu helt klart. Garde fra Århus Stiftstidende, H.P. Jensen fra Jyllands-Posten og jeg sad rundt omkring den store mand, mens Lars listede rundt med sit kamera. Fra Robert Jacobsen barske meldinger, masser af grum humor og et overskud, der lod hånt om den skrantende fysik. Senere aftalte vi, at jeg skulle komme til Egtved, når fødselsdagen var overstået. Men jeg nåede det aldrig.